/\

ANNONCE

Foto: Kajsa Göransson

Steder

Tag på vandring i Tyrkiet

I Tyrkiet er der meget mere at udforske end bare strandene. Ikke mindst er den 1.000 år gamle vandresti Den Lykiske Vej et paradis for vandrere.

Duften af fyrretræer følger dig fra landsbyen Ulupinar. Foto: Kajsa GöranssonDuften af solvarmede fyrretræer hænger over stien. Din krop og sjæl suger allerede den dejlige følelse af frihed til sig, som kun en virkelig pragtfuld gåtur kan give. Vest for Antalya åbner Den Lykiske Vej op for et Tyrkiet, der føles så meget anderledes end de kystnære feriebyer med et landskab, der minder om heroiske gamle sagaer og okkerfarvede skråninger ned mod Middelhavet. Paraplyformede fyrretræer rejser sig foran klipperne, der ligner domkirkespir og den lille lyd, du hører, består af blide landskabslyde – gedeklokker og fuglesang i trætoppene. Pludselig lyder der en uventet stemme.

“Organic Pepsi?”

Stemmen og tilbuddet gør mig nysgerrig. Jeg sidder kort efter i skyggen af et morbærfigentræ med et afkølet glas juice i hånden. Landmanden Ramazan har lige nået toppen af Musa Dagh (eller Moses' Bjerg) medbringende en gammel frugtpresse og nogle granatæbler. Jeg nipper langsomt til min juice og prøver at forestille mig, hvordan her så ud for 2.000 år siden.

Dette næsten utilgængelige plateau var på det tidspunkt base for piraten Zenicetes indtil 78 f.Kr., da en romersk straffeekspedition ødelagde piratlederens højborg. Ruinerne er nu en mystisk blanding af træer og sten. Jeg prøver at differentiere mellem, hvad der er skabt er menneskehænder, og hvad der er skabt af naturen. Samtidig holder Ramazan øje med vandrestien, der strækker sig op fra den modsatte side af passet.

“Der er flere mennesker på vej”, siger han ivrigt.

Kort efter sættes en tyrkisk te-kedel, eller çaydanlik, over den flakkende flamme fra en gammel olietønde.

“Vandrerne er nok tørstige, når de kommer hertil”, siger Ramazan og lægger to nye stykker brænde på.

Glemt af verden indtil 1990'erne

Trekking er et relativt nyt fænomen i Tyrkiet, men folk har gået på denne kyststrækning i mange år. I oldtiden var landskabet mellem de nuværende byer Antalya og Fethiye, Lykien, måske stedet for det første demokrati i verdenshistorien. Samfundet var velordnet med hovedveje og vandrestier, der forbandt disse byer med de tilstødende regioner. 

Friskpresset granatæblejuice – naturesn egen energidrik. Foto: Kajsa Göransson

Netværket af stier var blevet glemt af det meste af verden indtil 1990’erne, da den britiske amatørhistoriker Kate Clow begyndte at gå fra by til by for at puste nyt liv i disse steder. Seks år senere var området kortlagt, og den 540 km lange rute Den Lykiske Vej var en realitet.

Siden da har The Sunday Times udnævnt den til en af verdens 10 bedste vandrestier i verden. Det er ikke svært at forstå hvorfor. Skjulte bugter afbrydes regelmæssigt af mystiske by-ruiner fra Ulysses og Odysséens tid. Og det bedste af det hele er, at stien både er let at vandre og få adgang til, da den ligger tæt på ferieresorter med god indkvartering og fantastisk mad.

Herfra og til evigheden  – vandrestien ved Çirali. Foto: Kajsa Göransson

De regelmæssige lokale busforbindelser gør det også nemt at starte og slutte en vandring, hvor og hvornår det passer dig. Jeg har valgt todages-etapen mellem landsbyerne Adrasan og Ulupinar.

Jeg tager den sidste slurk te med Ramazan i den gamle piratleders højborg og fortsætter derefter mod et solbelyst pas. Den følelse, der kryber ind over mig, kan muligvis beskrives som spillet Pokemon i en mental udgave. Mine øjne og min hjerne er fokuseret på at finde de røde og hvide skilte, der markerer stien, mens jeg hele tiden har fronten mod den næste stigning i sigte. Der er simpelthen ikke plads til smålige dagligdags irritationer. Her og nu er alt, der betyder noget.

Så mange højdepunkter langs Den Lykiske Vej

Hinsides det skingrende skrig fra en rødhals går Den Lykiske Vej stejlt nedad. Snart går jeg under jordbærtræers tætte løv i uendelig skygge, og jeg hører ingen anden lyd, før jeg går ud af junglen og bliver mødt af havets dønninger en time senere.

Olympos. Olympos. Stille ruiner i dag, men for 2.000 år siden var det en travl kommerciel metropol. Foto: Kajsa Göransson

Der er så mange højdepunkter langs Den Lykiske Vej, ikke mindst den atmosfæriske spøgelsesby Kaya Köyu, der engang for århundreder siden husede tusindvis af mennesker, den gamle by Xanthos, der er optaget på UNESCO’s Verdensarvliste, og som er forbundet med så mange legender og dramaer, og den skjulte paradisstrand ved Sommerfugledalen. Og så er der altid stedet, du går på nu.

Den sene eftermiddagssol har badet den gamle lykiske havneby Olympos i et bemærkelsesværdigt sidelys. Det føles som om, jeg er blevet placeret i en Indiana Jones-film, hvor knudrede træer skyder op fra mystiske ruiner. Der er dryppende blade, grave og mørke sarkofager overalt. Jeg passerer Vespasian Bath med de kvækkende frøer og befinder mig snart på en af de smukkeste strande i Tyrkiet.

Denne kyststrækning har altid været et mødested. I oldtiden ankom handelsskibe fra Rom, Syrien og Cypern hertil. I dag tiltrækker Olympos backpackere fra hele verden, som mødes og sover i træhytter på det legendariske indkvarteringssted Kadir’s Tree House.

Tag til stranden ved Olympos for en forfriskende dukkert efter en lang vandring. Foto: Kajsa Göransson

Jeg svømmer i saltvandet om aftenen og lytter til to koreanske kvinder, der taler om deres rejse langs Silkevejen. Mens aftenen kaster sine skygger henover bjerget Tahtali Dag, begynder et par tyrkiske hippier at spille på orientalske trommer, mens månen laver et fint sølvskær over havet.

Den Lykiske Vej – guide

Start- og slutpunkter: Ovacik ved Fethiye-Ölüdeniz og Geyikbayiri lige vest for Antalya.

Længde: 540km. Opdelt i 29 etaper, der tager 30-33 dage at gennemføre. Masser af passende strækninger til dagsudflugter.

Hvordan: På egen hånd eller med en organiseret gruppe og guide såsom Pathfinder og On Foot Holidays. Du kan også tage den gyldne middelvej og arrangere indkvartering og bagagetransport mellem overnatningerne via et tyrkisk rejsebureau, en service som tilbydes af blandt andet Mithra Travel og Bespoke Turkey.

Hvornår: De bedste tidspunkter for en vandretur: april-juni og september-oktober. Vejret kan også være godt i februar-juni og september-november. Det er ofte for varmt i højsommeren.

Mad & overnatning: Gæstehuse og B&B’s.

Mere information:
culture-routesinturkey.com
Der findes også apps med de seneste opdateringer for Den Lykiske Vej med kort og GPS-punkter.

Read more

Jeg overnatter på Çirali, den anden strand ved Olympos, og glider ind i søvnen til lyden af den stille brænding. Det er den samme lyd, jeg vågner op til, da jeg træder ud i en jasmin- og citrusduftende morgen. Morgenmaden serveres under tamarindetræer ved kanten af stranden – tre slags fåreost, der varierer i konsistens og saltindhold. Plus blåsorte blommer, den tyrkiske grøntsagsomelet menemen, cremet yoghurt, hjemmelavet figenmarmelade og tørrede abrikoser.

Jeg spiser langsomt til lyden af bulbuler, der synger i daddelpalmerne. Hvis det var et hvilket som helst andet sted, ville det sandsynligvis være blevet overudviklet nu, men her er bygningerne stadig gemt i de grønne omgivelser. Hver sommer ankommer havskildpadder til stranden og begraver deres æg i det bløde sand. Mikroklimaet er også mildt og skånsomt, hvilket gør, at alt, lige fra søde kakifrugter til bananer og figner, kan gro her. Jeg kommer til at tænke på Biblen.

Morgensolen varmer mig i nakken, da jeg forlader Çirali for at påbegynde min anden dagsetape. Jeg forlader landevejen lige efter et skarpt venstre sving og fortsætter ind på Den Lykiske Vej under skyggefulde fyrretræer. Ikke længe efter rammer en duft mine næsebor, der minder mig om et campingkomfur fra min barndom. Efter den næste højderyg venter forklaringen.

Orange tunger af ild skyder direkte op fra klippen. I oldtiden opstod myten om Chimaera, et uhyrligt ildsprudlende hybridvæsen.  Bellerophon, en helt i den græske mytologi, blev sendt afsted på den bevingede hest Pegasus for at bekæmpe monsteret, men flammerne fortsatte med at danse i skråningerne, og gennem tiden kom tilbedere af den græske ild- og smedegud Hefaistos og hans romerske pendant Vulcanus på pilgrimsrejser her. Den moderne forklaring på ilden er dog noget mere jordbunden – metangas.

En perfekt måde at starte en dag med vandring på! Foto: Kajsa Göransson

Jeg følger Den Lykiske Vej væk fra flammerne, og stien fortsætter op gennem en sparsom skov. Inden længe når jeg at pas med udsigt til den tur, jeg gik dagen før – stranden ved Olympos, sejlbåde i det fjerne og bjerget Musa Dag. Jeg fortsætter i den modsatte retning, mens jeg holder blikket på stien, Taurus-bjergenes skråninger, fyrretræer, cedertræer og fjerntliggende minareter. Jeg tager en kort pause og fortsætter derefter nedad. Halvvejs nede kommer jeg over en kløft. Pludselig hører jeg en høj dump lyd. En gruppe tungt lastede russere støder deres vandrestave mod den hårde jord.

“Der er så vidunderligt her. Virkelig vidunderligt. Maden er også virkelig fantastisk”, kvidrer Lydia fra Smolensk, da vi endelig mødes ansigt til ansigt blandt vilde alpevioler og røde guldsmede.

En time senere når jeg min endelige destination og fejrer min ankomst i Ulupinar med middag på Selale, en restaurant omgivet af rislende vand. Jeg får grillet lammekød og en Gavurdagi-salat, der er navngivet efter Gavur-bjerget, en del af Taurus-bjergene, med blandt andet finthakkede tomater og persille, mynte, valnødder, granatæblevinaigrette og spidskommen. 

“Smager det godt?” spørger tjeneren.

“Elinize saglik. Fantastisk mad, fantastisk kok”, svarer jeg ærligt.

Mens jeg slapper af på broderede puder ved lave borde, tænker jeg tilbage på bjergene, havet og den friske luft. Kan vandring blive bedre end det her? Jeg tvivler på det. 

Overnatning i Olympos & Çirali

Arcadia Hotel

Et økologisk projekt med generøs morgenmad og komfortable bungalower i en rolig citronlund nogle få skridt fra sandstranden i Çirali. Et perfekt sted at slappe af med blide lyde i baggrunden.

Arcadia Hotel

Kadir’s Tree House

Afslappet indkvartering for backpackere med en stemning, der minder om en hippie-koloni. Træhytter og træsenge. Restaurant, bar og café. Et par kilometer inde i landet fra stranden i Olympos.

Kadir’s Tree House

Adrenalinsus i nærheden af Antalya

Klatring

Inden for kort tid er Geyikbayiri, lige vest for Antalya, blevet et af de mest populære steder at klatre i Middelhavsområdet. Kezban’s Guesthouse og Climbers Garden tilbyder ture for begyndere.

Klippeklatring

Riverrafting

Flere rejsebureauer i Antalya og Alanya arrangerer halvdagsture gennem den dramatiske Köprülü-kløft: oktober-november og april-maj er bedst.

Rafting

Paragliding

Babadag-bjerget nær Ölüdeniz-stranden og Fethiye er et klassisk paragliding-område.

Paragliding

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk