/\

ANNONCE

Den spanske skuespiller Rossy de Palma i Cannes. Foto: Denis Makarenko/Shutterstock
Den spanske skuespiller Rossy de Palma i Cannes. Foto: Denis Makarenko/Shutterstock

Mennesker

Mød Rossy de Palma – Pedro Almodóvars muse

– Jeg er en god skuespiller, kok og elskerinde, siger skuespiller Rossy de Palma i dette eksklusive interview med Scandinavian Traveler. Hun er aktuel med sin rolle i Pedro Almódvars nye film Julieta.

Her er Rossy de Palma 

Navn: Rosa Elena García Echave, Rossy de Palma er hendes kunstnernavn.
Alder: 53
Bor: Madrid
Familie: 2 børn
Profession: Skuespiller, kunstner, model
Karriere: Startede som musiker i bandet Lo peor posible. Debuterede som skuespiller i filmen La ley del deseo af Pedro Almodóvar. Har medvirket i syv af Pedro Almodóvars film. I alt har hun medvirket i omkring 70 film og arbejdet med blandt andre Robert Altman og Karim Dridi. Hun har vundet prisen i kategorien bedste kvindelige skuespiller ved Locarno International Film Festival. Derudover har hun spillet teater i Milano og Paris, og var med i juryen ved filmfestivalen i Cannes i 2015. 

Read more

Du har set Rossy de Palma i Pedro Almodóvars film. Og antageligt i mange andre film også. Proportionerne i ansigtet leder tankerne hen på Picassos kvindeportrætter. Der er ikke symmetri i det, men dramatiske linjer og skarpe kontraster. Men når du møder hende, forstår du, at det ikke bare er ansigtet, som Almodóvar eventuelt har lagt mærke til. Hun fylder rummet – nej, hun erobrer det. Rummet bliver en scene, hvor hun er stjerne, diva og et funklende fyrværkeri. Men det er med varme, nærvær og tilsyneladende helt uden bagtanker.

–  Jeg giver ikke kameraet opmærksomhed. Kameraet kan ikke lide, når man gør det. Det er min måde at arbejde på, siger Rossy de Palma til Scandinavian Traveler.

Hun er i Oslo i forbindelse med forpremieren på filmen Julieta, hvor hun spiller den bitre og hårde hushjælp Marian.

Bevægelsen i Madrid

De Palmas kunstneriske karriere spænder over 30 år. Eller fra da hun var barn.

 – Jeg elskede musik, poesi og dans, da jeg voksede op. Jeg dansede ballet og komponerede. Folk kender mig som skuespiller, men jeg vil hellere kalde mig kunstner. 

Som 19-årig rejste hun fra Palma de Mallorca, hvor hun er født og opvokset, til Madrid. Hun spillede i bandet Lo peor posible, som betyder Det værst mulige.

–  Vi tog det navn, fordi ingen skulle klage, når vi spillede. Så kunne vi sige: "Vi sagde jo, at vi er det værst tænkelige band. Har vi løjet for dig om vores musik?".

Dette var under den såkaldte movida madrileña (dansk: den madrilenske bevægelse), en kulturel og social bevægelse, der fejrede friheden i årene efter general Francos død.

–  Det var en fantastisk tid. Alt handlede om at udtrykke det, man følte, gennem musik, tater og kunst. Der var en kunstnerisk eksplosion, hvor alle ønskede at dele deres viden og kreativitet med alle. Ingen tænkte på at blive berømte. Men efterhånden blev brugen af narkotika mere udbredt, og så kom AIDS-sygdommen, og vi trådte ind i en mørkere tid. Men meget af den musik, kunst og film, vi lavede i den periode, er udødeligt. Kunsten har en kvalitet ved sig, som gør, at den fortsat føles aktuel. Min datter siger, at hun synes, jeg var heldig at få kulturlivet i 1980'erne med.

Bandets jobs gav ikke de store indtægter, og hun arbejdede også som bartender på rockabilly-barer i Madrid. Det var her, hun mødte Pedro Almodóvar. Han havde allerede lavet nogle film og havde et vist navn og renommé. Ikke mindst regnes han som den vigtigste præmisleverandør, når det handler om film fra denne peride. Men ifølge de Palma var han stadig lidt "underground". Karaktererne i hans film var ikke voldsomt optaget af at holde sig inden for lovens rammer. Konforme var de heller ikke, selv efter dagens standarder. Almodóvar bad de Palma om at komme til på audition til hans næste film.

–  Men jeg kunne ikke, fordi jeg skulle spille koncert med bandet. Jeg havde brug for indtægten, som koncerten gav.

Skuespillerenn Rossy de Palma under filmfestivalen i Cannes. Foto: Denis Makarenko/Shutterstock

Talent for skuespil, mad og kærlighed

Men filmkarriere blev det til alligevel. I 1987 spiller hun med i Almodóvars film La ley del deseo. Det er den første af i alt syv Almodóvar-film, som hun har medvirket i. Karrieren tog fart. Hvis man tæller filmene, som hun har medvirket i, lander man på omkring 70.

– I filmen ville han have mig. Han ville ikke have, at nogen skulle sætte mit hår, sminke mig eller finde kostumer til mig. Han ville have, at jeg brugte det, jeg havde, at jeg skulle legemliggøre mig selv. Det fik mig ikke just til at føle mig som en skuespiller.

Hun havde overhovedet ingen skuespilleruddannelse, da hun sagde ja til jobbet. Hun er selvlært, fortæller hun.

– Jeg er som en svamp. Med Pedro lærte jeg det essentielle, og det gav mig et fundament at arbejde videre med. Jeg kan godt lide at udforske, uden at tænke over for meget. Som skuespiller skal du glemme dit ego og lade den karakter, du spiller, indtage dig. Så mens jeg har kontrol over livet, lader jeg det flyde som skuespiller. Jeg synes, det er rigtig sjovt.   

– Men du må have et vist talent for at kunne få så lang en karriere?

– Ja, hvis jeg skal være ærlig, har jeg nogle talenter. Jeg er en god kok, en god elsker og en god skuespiller. Det giver ikke mening med falsk beskedenhed, selvom jeg ind imellem godt kan blive flov over at prale.

Diva

Hun elsker at arbejde.

 – Arbejdet holder mig frisk både fysisk og psykisk.

Med et tilsyneladende endeløst cv fyldt med store navne slider hun ikke just på det almindelige jobmarked. Men hun har alligevel ønsker for fremtiden.

– Jeg kunne godt tænke mig at spille små roller i store produktioner. Jeg vil gerne have lidt slemme roller eller spille med i science fiction-film. Eller tv-serier. Der er så meget godt på Netflix og spansk tv, siger hun.

Når hun rejser sig op fra stolen i baren, hvor vi mødes med hende, glemmer folk deres drinks. De taber kæben rundt om hende. Og det er ikke så underligt. Rossy de Palma er høj og topper sin højde med en stor, sort pelshue på hovedet. Under den berømte næse med det karakteristiske knæk lyser de knaldrøde læber op som et trafiklys. Hun kysser os farvel og slænger capen rundt som sig, som om hun befandt sig midt i en Almodóvar-film. Eller måske er hun bare sig selv? Rundt omkring i lokalet ser folk fortsat ud til at have glemt, at det ikke er pænt at stirre. I dette øjeblik føles det, som om man ikke behøver at være en kreativ instruktør som Almodóvar for at se, at denne kvinde, der ud over sine evner til at skabe liv på filmlærredet også formår at skabe et publikum, uanset hvor hun befinder sig. Selv på en helt almindelige regnvejrsdag i januar. Det er et lille stykke magi. Eller måske snarere som i en film?

Tekst: Inga Ragnhild Holst

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk